Effektiv ejendomsforvaltning og genbrug af ejendomsdata

Ejendomsoplysninger om grunde, bygninger og boliger registreres i dag uensartet, så det er svært at sammenholde data fra forskellige registre. Data skal derfor forbedres og gøres frit tilgængelige i autoritative registre

I regi af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015 har regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) den 3. oktober 2012 indgået en aftale om et grunddataprogram under overskriften: Aftale om gode grunddata til alle - en kilde til vækst og effektivisering. Delaftale 1 om "Effektiv ejendomsforvaltning og genbrug af ejendomsdata" er en af grunddataprogrammets i alt 7 delaftaler. Delaftale 1 indeholder flere projekter og styres derfor som delprogram 1 under grunddataprogrammet. Delprogrammet benævnes Ejendomsdataprogrammet.

Parterne bag delaftale 1 er:

  • Finansministeriet v/ Digitaliseringsstyrelsen
  • Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet v/ Geodatastyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
  • Justitsministeriet v/ Domstolsstyrelsen og Tinglysningsretten
  • KL

Der gennemføres en sammenhængende reform af ejendomsregistreringen, som går på tværs af "siloerne" på området.

Initiativet om ejendomsdata betyder at:

  • Oplysninger om ejendomme og bygninger samt disses ejerforhold registreres på en ensartet måde i de autoritative registre på ejendomsområdet
  • De autoritative registre for grunddata på ejendomsområdet er Matriklen, BBR og den nye Ejerfortegnelse
  • En tidlig og entydig identifikation af fast ejendom, allerede fra ejendommens projektstadie, giver en øget sikkerhed i de mange transaktioner, der finder sted, inden ejendommen er solgt, belånt og bebygget
  • Grunddata om ejendomme harmoniseres under et fælles ejendomsbegreb: ”Bestemt Fast Ejendom” og registreres samme sted – i Matriklen
  • En række skyggeregistre udfases.