Ny ejerfortegnelse

Projektet er et af i alt fire projekter under Grunddataprogrammets delprogram 1: ”Effektiv ejendomsforvaltning og genbrug af ejendomsdata” også kaldet ”Ejendomsdataprogrammet” (GD1). Resultaterne af projektet skal ses i sammenhæng med delprogrammets andre projekter: ”Matriklens udvidelse”, ”Ejendomsbeliggenhedsregistret” og ”Udvidelse af BBR”.

Ejerfortegnelsen er et nyt autoritativt register over de faktiske ejere af al fast ejendom i Danmark registreret på BFE ejendomsniveau.

Ejerfortegnelsen udstiller på Datafordeleren to former for Ejerskab, det tinglyste og det faktiske.

Det tinglyste ejerskab, som autoritativt registreres i tingbogen, fastslår hvem der kan disponere over ejendommen, mens det faktiske ejerskab beskriver, hvem der har forpligtelserne for ejendommen i relation til offentlige myndigheder, herunder hvem der skal svare ejendomsskat.

Den faktiske ejer kan enten være den ejer, der er registret i den digitale tinglysning, eller det kan være en ejer kommunen har indsat som følge af, at den tinglyste ejer ikke lever mere, at ejerskabet ikke er tinglyst eller andre forhold som gør, at kommunen har behov for at registrere en ejer som erstatning for en evt. tinglyst ejer.

Ejerfortegnelsen understøtter derudover, at der til et ejendomsejerskab kan tilknyttes en administrator, som på ejers foranledning er indsat som den, der skal modtage meddelelser fra det offentlige, herunder ejendomsskattebilletten og opkrævning af bidrag vedr. ejendommen.

En autoritativ fortegnelse over faktiske ejere og administratorer af landets faste ejendomme er en forudsætning for Ejendomsdataprogrammet, for udfasningen af ESR-registeret, for kommunernes forvaltning af ejendomsområdet, for kommunernes opkrævning af ejendomsskatter, for SKAT’s ejendomsvurdering og for andre som skal rette henvendelse til ejendomsejere.