Spring navigation over
Indhold start

Adressetjenesternes erfaring med brug af Open Source Software

Open Source Software bidrager på mange måder til at gøre AWS Suiten til et endnu bedre og billigere produkt for den efterhånden store kreds af anvendere.
Opdateret: 09.10.2015

AWS Suiten er baseret på Open Source Software. Den bruger PostGreSQL, PostGIS, GeoServer, HAProxy, Node.js samt mange tilknyttede moduler fra npm, som f.eks. Express. Det har vist sig at være et rigtigt godt og bundsolidt fundament til at bygge AWS Suiten på. Det har derudover reduceret vore udgifter til softwarelicenser til en enkel licens, nemlig til Splunk, som er vores overvågnings- og analyseværktøj.

Vores brug af Open Source stopper dog ikke her. Det software, som vi udvikler til AWS Suiten, er også Open Source. Du kan finde al software til AWS Suiten på GitHub repositoriet DanmarksAdresser. Der er mange fordele. Vores omverden kan se vores kode. De kan genbruge den i anden sammenhæng. Eller endnu bedre tilføje ny funktionalitet til AWS Suiten. At udvikle AWS Suiten som Open Source Software er en opfordring til at bidrage til udviklingen af AWS Suiten. Det er ikke alle Open Source projekter, hvor dette lykkedes. Men det er lykkeligvis lykkedes for AWS Suiten. Vi kan takke flere for deres bidrag til udviklingen af AWS Suiten.

Senest har Andreas Madsen bidraget med support for ndjson formatet i DAWA. Ndjson - formatet tilbyder en bekvem lagring og streaming af strukturerede data, så de kan behandles enkeltvis. Autocomplete komponenten har også modtaget bidrag. Søren Thing Andersen har tilføjet funktionalitet til autocomplete komponenten, som giver mulighed for at tilbyde brugeren en anden adresseindtastning i tilfælde af at DAWA fejler. Det sker heldigvis ikke så ofte. Oppetiden har det seneste år har været 99,97%. Nicklas Andersen og Tim M. Madsen har også lavet forbedringer af autocomplete komponenten. Mange tak for bidragene.

Udover de direkte bidrag til udviklingen af AWS Suiten, nyder vi også godt af de Open Source Projekter, som bidrager med software, som gør det lettere at bruge AWS Suiten i forskellige sammenhænge. Vore anvendere får muligheden for at bruge Open Source softwaren frem for selv at udvikle den. Som eksempler kan nævnes: Klientsoftware til replikering af adresserdata fra DAWA. Her leveres et bibliotek, som håndterer replikeringen på klientsiden og leverer et eksempel på hvorledes den replikeres til en PostGreSQL database. WordPress plugin. Golang klient bibliotek, som gør det nemmere for Golang programmører at tilgå DAWA. TypeScript definition files for DAWA. Reverse geocoder leaflet control. Også en stor tak til disse bidrag.

Som en sidste krølle på halen af fordele ved Open Source kan nævnes, at det at bidragydere har været I stand til at tilføje funktionalitet til vores software, som er lavet af nogen helt andre, nemlig vores leverandør, giver os en test af at udviklingen af AWS Suitens software rent faktisk kan overtages af andre. Det er en betryggende viden at have, i tilfælde af at der kommer andre udviklere på projektet. Stor cadeau til vor leverandør for det.

Som det kan læses ovenfor, bidrager Open Source på mange måder til at gøre AWS Suiten til et endnu bedre og billigere produkt for vor efterhånden store kreds af anvendere. Mange tak til Open Source Communitie’t for det.