Spring navigation over
Indhold start

Adresseprogrammet får international pris

Taskforcen, som skal hjælpe kommunerne med at implementere Adresseprogrammet, har vundet Universal Postal Unions pris for ”Unikt samarbejde” på en stor anlagt konference i Bern.
Opdateret: 08.04.2016

I 2014 udskrev den internationale postunion Universal Postal Union (UPU) en konkurrence, hvor de opfordrede deres medlemmer til at sende forslag til løsninger på at tackle udfordringerne med adresser i deres respektive lande.

Fra Danmark modtog UPU en beskrivelse af arbejdet i Adresseprogrammets taskforce, som hjælper kommunerne med at implementere den såkaldte suppleringsopgave. Suppleringsopgaven er et projekt, som kort fortalt handler om at identificere de hvide pletter på det danske landkort, hvor der i dag ikke findes adresser. Det kunne fx være i kolonihaver, universiteter, store industriområder mv.

Den syv mand store taskforce er sammensat af medlemmer fra KL, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og tre sjællandske kommuner. Udover rådgivning og udpegning af adresseløse områder hjælper taskforcen kommunerne med informationsskrivelser, workshops, kogebøger mv. og det er netop dette samarbejde mellem stat og kommune, som UPU beskriver som `unikt´ og nu præmierer.

Udover Danmarks flotte kåring vandt Sydafrika i kategorien ”Innovative løsninger” og Trinidad og Tobago i kategorien ”Praktisk tilrettelæggelse”.