Spring navigation over
Indhold start

Nye geografiske temaer for afstemningsområder og sogne

Danmarks Administrative Geografiske Inddeling (DAGI) spiller en central rolle i adresseprogrammet. Programmet bygger bl.a. på ”knappenålsmetoden”, dvs. at oplysningen om hver adresses beliggenhed i et distrikt skal kunne dannes automatisk, ved hjælp af geografien.

Opdateret: 13.12.2013

I november udsendte Geodatastyrelsen (GST) den første, maskinelt dannede, landsdækkende version af DAGI’s tema for afstemningsområder.

Kommunernes opgave er at vurdere, bl.a. ud fra egne temaer, om afgrænsningen er korrekt eller om den skal rettes. Kontrollen sluttede principielt den 1. december, og GST er nu i gang med at gennemgå tilbagemeldingerne med henblik på at tilrette grænserne.

På grund af en kommunikationsfejl har nogle først fået data 1. december, derfor har GST besluttet at forlænge fristen for kommunens tilbagemelding til den 3. januar 2014.

Når GST herefter har foretaget de rettelser, som kommunerne har peget på, vil afstemningsområdernes grænser blive kontrolleret mod adresserne og oplysningerne i CPR Vej. Denne kontrol var planlagt til at starte i december; efter den nye tidsplan kan den formentlig først gennemføres i januar-februar.

Ny version af sognegrænser

GST har publiceret en opdateret version af sognegrænserne i DAGI den 15. oktober 2013. Opgavelister hertil vil blive publiceret på www.danmarksadresser.dk, og kommunerne vil blive bedt om at gennemgå og rette eventuelle fejl i adresser og CPR Vej på baggrund af dette opdaterede tema. Opgavelisterne herfor skulle have været publiceret 15. december, men det har vist sig nødvendigt at udskyde dette, da de har vist sig at indeholde flere uoverensstemmelser end forventet.

Når opgavelisterne er forsinket, udskyder vi naturligvis samtidig den forventede deadline for kommunernes rettelser.

I kontrollen af afstemningsområder og flere af opgavelisterne på www.danmarksadresse.dk er kommunerne af og til stødt på uoverensstemmelser som skyldes at DAGI-temaerne er baseret på den topografiske kommunegrænse.

GST har samlet kommunernes indberetninger om disse problemer og fejl, og vil (sammen med de øvrige parter i Adresseprogrammet) overveje en samlet løsning.

I de tilfælde hvor kommunerne gør opmærksom på fejl i en administrativ inddeling (f.eks. afstemningsområde eller sogneinddeling) og hvor grænsen er sammenfaldende med kommunegrænsen, vil den topografiske kommunegrænse naturligvis også blive tilrettet.

GST er samtidig ved at undersøge, om der kan skabes grundlag for at etablere én fælles landsdækkende, harmoniseret kommunegrænse. Et pilotprojekt gennemført i Middelfart kommune i foråret 2013 viste, at det teknisk er muligt at etablere en sådan fælles grænse, der kombinerer de særlige anvendelsesbehov der knytter sig til henholdsvis den topografiske og den matrikulære kommunegrænse.

Stemmebokse mellem

DAGI's afstemningsområder vil i fremtiden være grundlaget for stemmekort og valglister