Spring navigation over
Indhold start

Supplerende bynavne

Som led i Adresseprogrammet skal det supplerende bynavn, som i dag registreres i CPR Vej, erstattes af et geografisk tema i DAGI-systemet. GST er i gang med at etablere første version af temaet hvor det bl.a. vil blive sikret at stavemåden for de enkelte bynavne harmoniseres, så de nuværende variationer i stavemåden for det samme bynavn undgås.
Opdateret: 20.02.2014

Supplerende bynavne indgår i adressesystemet som en valgfri del af den officielle adressebetegnelse, idet det supplerende bynavn hjælper til at tydeliggøre beliggenheden af veje og tilhørende adresser inden for et postnummer. For borgerne tillægges en korrekt anvendelse af det supplerende bynavn ofte stor betydning.

Som regel udgør det supplerende bynavn navnet på den landsby eller bebyggelse, som adressen ligger i, fx ”Astrupvej 23, Astrup, 9541 Suldrup”. Omkring 35 % af Danmarks adgangsadresser er forsynet med et supplerende bynavn.

Det supplerende bynavn er relativt synligt når det optræder som en del af den fuldstændige adresse på dokumenter fra det offentlige, fx kommune, SKAT, sundhedskort o.l. Især i landdistrikternes små bysamfund lægges der erfaringsmæssigt stor vægt på, at det supplerende bynavn findes og anvendes konsekvent – som en væsentlig del af den lokale identitet.

Dette tema bliver i dag registreret i CPR Vej som husnummerintervaller i et manuelt indtastet felt uden nogen form for validering eller hjælp i indtastningen. Som led i Adresseprogrammet skal disse registreringer erstattes af et geografisk tema i DAGI-systemet, hvori de fremover skal lagres og ajourføres. Ajourføringen vil foregå via Adresse-klienten.

GST er i gang med at etablere første version af det geografiske tema, som angiver afgrænsningen af kommunernes supplerende bynavne. I denne version lægges supplerende bynavne med forskellige skrivemåder sammen for at sikre ensartethed (eksempelvis ”Gl.” og ”Gammel”) og konsekvent brug af Stednavneudvalgets autoriserede skrivemåder. Når dette maskinelt dannede tema er etableret, vil det blive udsendt til kvalitetskontrol mod kommunernes egne data.

Disse aktiviteter er endnu ikke tidsfastsat. De vil dog blive placeret så der ikke opstår konflikt med den store opgave i kommunerne, som starter i maj: fastsættelsen af supplerende adresser.

Supplerende bynavn stor